Først fra link på forsiden, lidt om psykodynamisk samtaleterapi (som er et af de redskaber der findes i den moderne og brede Gestaltterapi og Helhedsorienteret psykoterapi).
- Dertil kan man læse, at det er en meget krævende terapiform, der kræver en
meget trænet psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Denne sætning er jeg ikke så
begejstret for, af to grunde. Ikke at jeg ikke er godt trænet, jeg har jo 17 års erfaring, og
vi trænede bl.a. denne helende måde, i den 4årige uddannelse, og under særdeles be-
gavet supervision.
Men mere af følgende to grunde,- Det er faktisk ikke så vanskeligt/krævende (efter f.eks.
3-5 tykke bøger om metoden, og træning), idet det alene handler om, nærværende og som rammeskabende, at hjælpe klienten til at få kontakt med fortrængt, glemt (men symptom-givende) eller delvist fortrængte og sårbarhedsgivende oplevelser (dette véd man, og man
kan læse dette, giver både forståelse og stor bedring (nogle gange 99% spontan bedring).
Men hvis det, at hjælpe klienten (nogle gange, hvis det er relevant), med at få kontakt med,
dybere sårbarheder og f.eks. ubehagelige erfaringer, og dér kunne gøre noget godt (nær-
været er helende i sig selv, dertil forståelsen, omsorgen og gode ord fra terapeuten), betrag-
tes som noget meget vanskeligt. Så burde man måske stille det omvendte spørgsmål,- hvorfor betragtes det som så vanskeligt (det som både er så godt, og også ofte forventes af klien-ten/mennesket). Er det fordi at psykologistudiet er et rent teoretisk studie (altså uden træning/ el./og iagttagelse af den erfarne). I hvert fald er det som, at der er en modsætning, imellem
det som er noget af det rigtig gode og ofte forventet af klienten, og så det at sige, at det er en meget krævende måde. Jeg vil sige, at det er noget man burde kunne, også selvom det kræver noget, f.eks. nærvær, og forståelse for, f.eks. i de ubehageligste tilfælde, f.eks. overgreb, at klien-
ten ikke behøver være ved selve overgrebet igen, men f.eks. ved timerne bagefter, følelsestilstan-den og eksempelvis skamfølelsen.
Det handler dog langt oftest om mindre stærke/traumatiserende oplevelser, f.eks. at have
været i moppesituationer, eller have siddet meget alene som barn, måske imens forælde-
ren har drukket, eller ikke haft overskud. Og det kan også handle om mindre ting igen, f.eks. at
have følt sig udenfor. Men man ved, at det er altid givende og helende, at komme i kontakt
med det, som ligger som spidse pinde i selvfølelsen, og man rejser sig mere værdigt og lettet,
efter der er kommet lys på, og man er blevet forstået.
Den anden grund er, at når man jævnligt hører fra psykiatrien, at de ikke har tid nok, til de terapeutiske (bl.a. værdige og forståelsesgivende) samtaler. Så kan man en smule bedre for-
stå dette, hvis de betragter noget af det rigtig gode og ofte forventede, som værende meget krævende. Nej, jeg vil sige, at det faktisk er afstressende, følelsesforløsende, glædesgivende og styrkende for klienten. Og netop psykologi, menneskeligt og faktisk (beklager :)) interessant for terapeuten.
Men vigtigt er det at sige, at det langt oftest handler om lidt lettere ting, som sårbarheden bag angst, utryghed eller f.eks. spisestyring. Og at måden mest handler om, at støtte til, at få indrenærvær (hvordan er min følelse faktisk), da det heler, styrker og giver ny glæde. Lige-
ledes kan man også læse, at i moderne tid (siden 80erne) er der udviklet lettere psykodynamiske måder/øvelser, som med helende og glædesgivende udbytte kan bruges bredere. Og altså ikke kun for de stærke traumer. Og som med fordel kan anvendes også i kortere samtaleterapeutiske forløb. Og det er mere disse måder, jeg (en del psykoterapeuter) jævnligt bruger, som et af
de redskaber man med givende udbytte kan benytte. Som evt. tilføjelse til den gode, rummende, rådgivende, og anerkendende samtale. Dog det slet ikke altid er relevant, at bruge dette redskab.
Idet sårbarheden eller problematikken kan handle om andre ting. Eller hvis klienten ikke er så inte-resseret i sådan en indrenærværsgivende øvelse, men mere har lyst til alene, at tale om tingene og f.eks. få brugbare og givende råd.
Lidt mere om Gestaltterapi, og om hvad jeg oplever virker.
Gestaltterapi/oplevelsesorienteret psykoterapi har indtil idag været under stadig udvikling, siden den undfangedes i tankerne og i praktisk arbejde, af tysk-amerikaneren Frederick S. Perls, i begyndelsen af 1950'erne. Den havde fra undfangelsen, fra tanke til den praktiske terapimetode, både bredde og kroppen med (med bredde skal skal forstås brugen af den almene Dynamiske Psykiatri forståelse, og Psykoanalysen), men to ord var fra starten også vigtige, ordene 'Gestalt og 'Opmærksomhed'. En 'Gestalt' er noget der starter og slutter (som en ring). Og 'Opmærksomhed' er i hans/Perls brug af ordet, det at være trænet til, at have en god opmærksomhedsevne. Opmærksomhed er noget vigtigt i det der hedder Oplevelsesorienteret Psykoterapi, som moderne Gestaltterapi også kaldes. Der blev i 60erne og i 70erne nærmest en 'kult' eller en stor opmærksomhed i forhold til dette ord. Og den ansete, italienske, sympatiske, kritiske og psykologisk interesserede forfatter Alberto Moravia (kritisk bl.a. overfor småborgerligheden, som i Italien, i nogen grad/eller for nogen af de 'småborgerlige' blev til sympati for Fascismen), - brugte bl.a. dette ord 'Opmærksomhed' som inspiration til en af hans bedste bøger, romanen "L'attenzione" (på dansk - "Det forlorne liv").
F. S. Perls udviklede og arbejdede med denne terapimåde, også i samarbejde med andre Psykoterapeuter og Psykologer. Og i slutningen af 60erne var den blevet til den brede, opmærksomme, analytiske, og også Kropslige (helhedsorienterede)
terapiform som vi kender idag, dog den siden både har udviklet sig, og taget spændende ny viden, nye måder, og nye øvelser til sig. og derved blevet den humanistiske terapiform som vi også kender i dag.
Dens brede form, gør, at den kan bevæge sig dynamisk og menneskeligt, med klienten, fra nuet, hvad gør jeg nu, til barndom og ungdom, og tilbage til nuet. Og med dens både skarphed og rummelighed, og med bl.a. de mange effektive øvelser, giver den mulighed for, når klienten er blevet helet lidt, og styrket, at klienten kan tage selvansvar
(at se, at det er mig der gør det), og mærke den utrolige styrke og glæde, i at kunne gøre noget anderledes, og den glæde og det udbytte det giver.
At fuldstændig heling faktisk er mulig, og at samtalemåden også bygger på måder til dette, ser jeg som centralt for psykoterapi. Og jeg ser det som en oprindelighed, i det meget menneskelige som Psykoterapi handler om (Det at noget kan heles). Gennem mange, mange terapi- og samtale-forløb, er det blevet min erfaring, at denne brede terapiform er effektiv, også på sigt. Bl.a. fordi, der ses på klientens nu-væren og på fortiden (og ønsker), som et eksistentielt forløb og helhed.
Vi kan altså rent faktisk få det meget bedre, klienten kan blive stærk, blive sig selv, og få udbyttet og glæden fra dette. Et er at fortælle lidt om samtalemåden, for også at beskrive hvorfor den faktisk kan hele, styrke og ændre et menneskes væren og fremtid, til noget meget bedre. Noget andet er, at inspiration for terapeutiske samtaler, også kommer fra klienten selv, og fra oplevelser og ting jeg læser helt andre steder. Her kunne nævnes ganske meget, men jeg kan specielt godt lide de ting som Seneca har skrevet og sagt (Seneca var bl.a. lærer for to romerske kejsere, dertil rådgiver og digter), om hvad det går ud på for mennesket, - at finde frem til hvem man præcist er, få mod og styrke til at skubbe usikkerhederne væk, og skabe det, og gøre det, som ens natur sætter mest pris på).
Jeg kan dertil også godt lide den meget menneskelige tanke, om at anerkende præcis sådan som det er lige nu, og anerkende følelsen og tankerne. Og også anerkende det sårende ved det som skete engang. Og den heling, forløsende, initiativgivende, og styrke som det giver, at blive anerkendt, hørt og forstået i noget vigtigt.